UDKANTSDANMARK – NU MED KANT

 

 

Selv om man kan være træt af udtryk som “Udkantsdanmark”, så bør det nu ikke afholde nogen fra at besøge den aktuelle udstilling “Uden for Myldretid” på Tønder Kunstmuseum.

Udstillingen viser nemlig resultatet af fire fotografers rejse gennem Danmarks yderområder på jagt efter motiver, der kan give de gængse fordomme om ‘Udkantsdanmark’ modstand.

“Det er blevet til mere end 100 tankevækkende fotografier, som tilbyder en rejse i åbne landskaber og oversete byrum, en invitation til at se ind i mørket, en refleksion over menneskers måde at være i verden på og over behovet for at sætte skel mellem natur og kultur”, som det bl.a. hedder på museets hjemmeside.

De fire fotografer er Carsten Ingemann, Christina Capetillo (der har taget ovenstående billeder), Torben Eskerod og Henrik Saxgren, og deres “skud” kan ses frem til 29. september. Desuden kan de tages med hjem i bogform formedelst 250 kroner.