HER ER GODE RÅD TIL LANDSBYER GRATIS

Udsatte landsbyer kan nu få kunstigt åndedræt i form af gode, gratis råd til at overleve.

Udsatte landsbyer kan nu få kunstigt åndedræt i form af gode, gratis råd til at overleve.

Landsbyer i Danmarkskortets udkant står mildest talt i en situation, hvor gode råd normalt er dyre. Men sådan behøver det ikke være.

Siver befolkningen fra landdistrikterne med fare for styrtdykkende huspriser, er der nu råd at hente til modvirkning af både det ene og det andet – og de er helt gratis.

Rådgiveren er det rådgivende selskab Bolius.dk under Realdania, der har bedt tre eksperter om deres bedste tips til at holde liv i landsbyerne og en hånd under boligpriserne.

Og den gode nyhed er, at der faktisk er noget, man selv kan gøre – også selv om skolen, købmanden og biblioteket måske er lukket for længst. Arbejdspladser og en skole i rimelig afstand, et stærkt, lokalt sammenhold og en velplejet fremtoning er nemlig vigtigere for såvel hus som by, mener eksperterne.

Én af dem er lektor Jørgen Møller fra Institut for Planlægning på Aalborg Universitet, der forsker i Udkantsdanmark og giver følgende råd:

- Hold dit hus og din grund i orden. Klip din hæk. Bland dig i lokalsamfundet. Vær en ildsjæl og vær foreningsaktiv i grundejerforeningen – eller få stablet en idrætsforening på benene. Hvis du er aktiv i lokalsamfundet, kan du være med til at sikre, det får et godt ry.

Jørgen Møller mener nemlig ikke, at skoler og indkøbsmuligheder er altafgørende for, at et lokalsamfund overlever.

- Byer dør ikke, fordi skoler lukker. Der skal bare være et godt, kvalitativt skoletilbud i nærheden. Det handler mere om kvalitet end beliggenhed. Hvis butikken er for dårlig, dyr og snusket, nytter det heller ikke noget, den ligger lige rundt om hjørnet. Så tager vi hellere bilen og kører 50 km for at komme i den nærmeste Bilka. Eller også bestiller vi vores varer på nettet, siger Jørgen Møller, der anser engagerede naboer og lokalt sammenhold for vigtigere, når folk skal vælge bopæl.

ARBEJDSPLADSER, ARBEJDSPLADSER, ARBEJDSPLADSER

Han får opbakning af cheføkonom i Dansk Ejendomsmæglerforening, Troels Theill Eriksen, der ligeledes mener, at ildsjæle og sammenhold kan være med til at redde landsbyer i udkanten.

Arbejdspladser er alfa og omega for at tiltrægge nye borgere til et område - og et godt vejnet kan lokke virksomhederme til. Foto: Fdm.dk.

Arbejdspladser er alfa og omega for at tiltrægge nye borgere til et område – og et godt vejnet kan lokke virksomhederme til. Foto: Fdm.dk.

 - Folk har ikke noget imod, at de skal køre et stykke for at aflevere børn i skole eller handle. Men de gider ikke bo i en spøgelsesby, hvor der er masser af tomme, forfaldne huse og folk, der ikke siger goddag. Så man må som mindre by stå sammen om at gøre området til noget specielt, siger cheføkonomen og opfordrer folk til at erstatte uskønne, tomme boliger til rekreative områder f.eks. ved hjælp af midler fra fonde og nedrivningspuljer.

Uanset, hvad man gør, så er der dog én ufravigelig faktor, som skal være til stede: Arbejdspladser. Uden dem er det simpelthen ikke alle landsbyer, der vil overleve, forudser sekretariatschef i Boligøkonomisk Videncenter, Curt Liliegren.

- Der kan selvfølgelig være steder, hvor udviklingen kan vendes. En motorvejsforbindelse, en stor offentlig arbejdsplads, der sikrer flere jobs i lokalområdet, skabelsen af attraktive og kreative miljøer, der kan tiltrække unge – hvad enten det nu er kultur eller natur, der er interessen. Men man kan ikke vende udviklingen alle steder. Strukturforskydningerne i vores samfund har altid fundet sted, og man slipper ikke godt fra at stritte imod, siger Curt Liliegren.

Yderligere oplysninger: www.bolius.dk, der bl.a. har en oversigt støtte- og puljeordninger.