AMBASSADØRER SKAL SKAFFE FRISK BLOD TIL TØNDER

- Nøgleordet er arbejdspladser!

Tønders borgmester Laurids Rudebeck stak ikke noget under stolen, da han torsdag præsenterede initiativet “Landsbyambassadører”. De skal indgå i kampen for at lokke flere tilflyttere til landsbyerne på den tyndt befolkede egn.

- Det er en kamp, som ikke kun berører Tønder men hele landet og faktisk resten af Europa, hvor storbyer og landdistrikter strides om at få tilflyttere, sagde borgmesteren for landets arealmæssigt femtestørste kommune.

Ambassadørerne er 19 unge fra forskellige hjørner af kommunen, der nu har fire ting tilfælles; Egnen er deres barndoms land, de arbejder eller studerer i dag andre steder i landet, aldersmæssigt er de i gruppen 25-35 år, og så er de altså fra torsdag fælles om at kunne bære titlen: Landsbyambassadør for Tønder Kommune.

 

 Billedtekst: Fra venstre ses chef for Kultur- og Fritidsforvaltningen i Tønder Kommune, Kia Fog Kristensen, konsulent i Sønderjysk Landboforening Connie Skovbjerg og foreningens formand Per Grønbæk. Stående Tønders borgmester Laurids Rudebeck, der har to af de nye ambassadører ved sin side, nemlig Jacob Dransfeldt og Mikkel Fisker Laursen. Foto: Mogens Gabs.

Med titlen følger en prøvepakke med forskelligt informativt “værktøj”, der skal hjælpe ambassadørerne med at promovere hjemegnen i deres nye omgivelser over for venner og bekendte med en mulig Tøndertilflytter i maven.

Prøvepakken indeholder endvidere lokkemidler som en typisk sønderjysk spegepølse, en opskrift på rugbrødslagkage samt et USB-stik med film om områdets herligheder blandt andet oplevet af andre tilflyttere. (NB: Filmene vil også blive lagt ud på Tønder Kommunes hjemmeside!)

Vigtigst er dog nok de oplysninger, som prøvepakken gerne skulle udløse med hensyn til, hvordan egnen opfattes uden for kommunegrænsen – men også om hvad ambassadørerne selv savner mest.

Den indhøstede viden skal siden analyseres og indgå i den fremtidige markedsføring.

Ved præsentationen deltog de to nyslåede ambassadører, Jacob Dransfeldt fra Kolding og Mikkel Fisker Laursen, der begge er 33 år og stammer fra Brøns.

Begge var stolte over æren og desuden selv indstillet på engang at vende hjem.

- Først syntes jeg, at det var lidt underligt at vælge én som mig, der har valgt egnen fra. Men ved nærmere eftertanke, det banker jo stadig i ens hjerte – det man kommer fra, som Jacob Dransfeldt eftertænksomt formulerede det.

Tønders borgmester understregede i øvrigt, at initiativet skal ses som et supplement til andre tiltag.

- Og så stopper det ikke her. Det skal videreudvikles, og det skal vi selv gøre, for der er ingen andre, der gør det for os. Desuden skal vi selv blive bedre til at fortælle “historien” om vores dejlige egn, opfordrede Laurids Rudebeck.

Det nye initiativ udspringer af bosætningsprojektet “Drømmeboligen” og er finansieret af Sønderjysk Landboforening, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter samt Tønder Kommune.

Ambassadør Dransfeldt kan kontaktes på telefon 2515 8623 og ambassadør Fisker Laursen på 5123 0580.